Hej igen i 2013,
Nedenstående
tekst, som beskriver forløbet af sporsøgningen, er taget ud fra min didaktisk opgave fra praktik 2. Den beskriver
gennemførelsen af en sporsøgning i sneen. Vedhæftet er de sporsøgningsark, som
jeg laminerede og uddelte til min ”vandregruppe”.
3. Planens gennemførelse
Efter at alle
børn er kommet til vandregruppen starter morgenrundkredsen hvor alle kan komme
til ro og hvor jeg og pædagogerne introducerer vores vandremål for idag.
Jeg tematiserer
dyrelivet i skoven og markerne rundt om og spørger børnene hvordan vi kan se at
der lever dyr i naturen.
Efter at vi så
egern i de sidste dage tematiserer nogle af børnene de forskellige kendetegn af
egern.
”Vi opdager et egern og iagttager dennes
bevægelser, udseende og farve. Alle bliver gjort opmærksom på det.Senere efter
ankomst i bhv. og efter middag bliver egern-temaet taget op igen og ved at male
egern kigger vi på deres karakterisiske kendetegn. Udover det tæller vi kløerne
og snakker om de forskelle af ørene, når den sidder på grene og spiser
haselnødder.” (Praktikdokument 21.02.)
Det viser sig at
børnene har tænkt meget over hvordan man kan se at der lever dyr i naturen. For
eksempel er det afføringen fra harer man kan se på jorden. Eller at der mangler
barken fra lille træer, som bliver spist af rådyr. Desuden bliver der også
nævnt forladte fuglereder, som hentyder at der lever fugle om sommeren.
Til sidst
foreslår nogle af børnene, at vi kan søge dyrespor. Og det er jo lige det vi
vil. Så jeg viser dem mine forberedte og laminerede A4-ark[1].
Så fortæller jeg
dem at vandregruppen bliver delt op i smågrupper, så snart vi er kommet til
skoven. A4-arkene bliver delt ud til smågrupperne og søgningen starter.
Jeg forklarer
hvordan jeg forestiller mig aktivitetsforløbet.
”Præsentation
af dyrespor-aktiviteten i den lille rundkreds efter morgenmad.
(Dyresporene; i skoven; gruppedannelse) Før vi når
skoven organiseres der en opdeling i grupper og smågrupperne begynder
dyrsporsøgningen. Alle børn er begejstret igang. Egern, rådyr, hare og vildsvin(?) bliver fundet.”
(Praktikdokument 22.03.).
Dokumentation af
aktivitetsforløbet hos en anden vandregruppe.
”Efter morgenmad fortæller jeg den nye gruppe om
vandregruppens dyresporjagt. Kort før Krageskoven opdeler jeg børnene i
grupper. Jagten begynder med det samme. Egne spor bliver tegnet i sneen.
Interessant iagttagelse, fordi de hermed viser, at de har en konkret
selvbevisthed. Der blev fundet mange spor. Udover de sædvanlige mistænkte som
f. eks. hare, rådyr og egern blev der også fundet spor af mår og fasan.” (Praktikdokument
26.03.)
Efter
dyresporsøgningens begyndelse bliver hurtigt iagttaget hvor opslugt børnene er
af aktiviteten. De befinder sig i en flowtilstand.
”Flow er en
tilstand, hvor den enkelte i én og samme proces oplever meningsfuldhed, glæde,
virkelyst, opslugthed, selvforglemmelse, koncentration, fokusering og mistet
tidsfornemmelse.”[2]
”Ved en
velafstemt dynamisk balance mellem assimilation og akkomodation, beskrevet af Jean Piaget, øges
mulighederne for at opleve flow.
Dette begreb
betegner den tilstand, man kan komme i, når man fuldstændig opsluges af en
aktivitet, og tiden synes at forsvinde (Csikszentmihalyi, 1991)”[3]
Og videre:
”Csikszentmihalyi
forskning viser, at nedenstående faktorer kan understøtte flowtilstand
(Csikszentmihalyi 2005, s. 75ff.)
-
Der
skal være tydelige, konkrete og realistiske mål for aktiviteten (så deltagerne
ikke skal bruge energi på at være usikre på, hvadmeningen er, hvad der
forventes eller lign.)
-
Der
skal være løbende og relevant feedback på hvordan det går (feedbacken kan både
komme fra aktiviteten selv eller fra en anden person)
-
Der
skal skal være tilpas balance mellem udfordringer/krav og færdigheder og viden
(for store udfordringer giver angst eller stress og for små kedsomhed, mens
passende udfordringer motiverer)
-
Der
må ikke være forstyrrende faktorer (der skal være ro og fred uden afbrydelser)
-
Der
skal være forståelige, præcise og brugbare rammer/regler for aktiviteten (så
energien kan målrettes)”[4]
De ligger i sneen
og føler sporene med fingrene og forklarer hinanden hvilken spor det er de har
fundet. De sammenligner løbende de nyfundne dyrespor.
I dette
sammenhæng vil jeg gerne nævne Lev Vygotskijs zone for nærmeste udvikling
(NUZO).
”Vygotskijs udgangspunkt
er, at udvikling ses som en social proces, hvori barnet opfattes som aktiv
medskaber af sin egen udvikling i samarbejde med andre. Vygotskij mener
endvidere, at der til ethvert udviklingsniveau hører en række områder, som
barnet behersker. Han kalder det barnets aktuelle
udviklingszone.Desuden har barnet nogle områder, der er under udvikling, og
som det kan beherske med hjælp fra en mere erfaren (voksen/kammerat). Han
kalder dette zone for nærmeste udvikling. Vygotskijs hovedpointe er, at det er
i denne zone for nærmeste udvikling, barnets væsentligste udviklingspotentiale
er, og det er derfor her pædagogen og læreren skal have fokus i det pædagogiske
arbejde, hvis barnet skal støttes optimalt.”[5]
Samtidig oplever
børnene naturomgivelserne som et område hvor de hører hjemme og det kan man
virkeligt kalde identitetsskabende.
”Man lærer altid
mere end én ting af gangen. Man lærer noget om verden og noget om sig selv.”
(Edlev, 2009, s.161).
Senere efter at
vi er vandret tilbage, dokumenterer børnene og pædagogerne de dyrespor som blev
fundet. Jeg viser de tilhørende dyr i farve og i en størrelse, hvor man også
kan genkende detailer.
Hver kan nu male
det dyr, som de kan lide mest. For nogle er det alligevel nærliggende at male
fantasivæsner, som et enhjørning eller lignende. Men intentionen med at de er
en del af en aktivitet, som de er optaget af og samtidig lærer dem noget om
farve, form og giver dem en sansemotorisk oplevelse er alligevel opnået.
